Der var engang
Loppen rundede to år i går. Og det er jo en stor dag i en mors liv, når hun sådan oplever sit afkom nå en alder, der kan divideres uden at resultere i decimaler (sådan cirka, ikke?!). Altså, med andre ord: min lille pige er ved at blive stor - og det bør man jo fejre med pomp og pragt. Mente jeg. Men virkeligheden kunne ikke leve helt op til ambitionerne.
Da Loppen fyldte 1 år, var der ingen smalle steder. Absolut ingen. Menuen stod på hjemmebagte boller, hjemmerørt ørredsalat, en bugnende frokostmenu og et sirligt dækket bord med fødselsdagstog i begge ender.
Kronen på værket var to store hjemmelavede kager smækfyldt med chokolade, icing og mousse på hjemmebagte bunde. Med rigtig sukker, mel og flormelis som ville få enhver spelt- og økomor til at falde besvimet om (for enhver mor ved jo, at den slags er lige så politisk ukorrekt og børnefjendtligt som McDonalds, vingummibamser og riskiks).
I år må jeg indrømme, at arrangementet var noget mere beskedent. Frokosten bestod af en lasagne, Olsen havde smækket sammen, og kagen samlede jeg op i bagerens montre (og transporterede den hjem over bumlende brosten i bunden af en klapvogn, så flødeskumstoppene var flade som pandekager ved hjemkomsten).
En helt igennem fantastisk lille pige (og Manchester United-aspirant) på 2-års fødselsdagen :-)
Ambitionernes offer
Men beskedenheden var ikke med min gode vilje (i begyndelsen i hvert fald). Faktisk havde jeg lagt store planer om at diske op med en børnefødselsdag, der til overmål kunne matche sidste år. Men ak. Hvor jeg sidste år pussede og nussede om 1-års fødselsdagen med stor glæde, fyldte udsigten til 2-årsdagen mig med en følelse af tidspres, og en konstant voksende vished om, at jeg havde gabt over for meget.
Så Olsen (som indimellem kan forbløffe mig og resten af omverdenen ved at finde en hengemt visdom og indsigt frem), satte foden i og besluttede, at jeg skulle tage den med ro. Fordi jeg stressede totalt unødvendigt over projekt børnefødselsdag, og i år faktisk hverken havde tid eller energi til at arrangere noget stort.
"Det løber ingen steder, det kan sagtens vente til hun bliver 3 år. Eller 4, 5 eller 6 år", konstaterede han.
Manden havde jo ret.
Derfor endte mine ambitioner på hylden, og menuen stod på nemhed og pynten på 'lidt men godt'. Og da jeg først accepterede, at det måtte være sådan, var det en stor lettelse. For jeg var nær blevet et offer for mine egne ambitioner. Og det menneske, jeg i bund og grund ville imponere og tilfredsstille med pomp og pragt, er jo mig selv. For familien aner jo ikke, hvad jeg har i tankerne - og de forventer det ikke. Olsen forventer det ikke. Loppen forventer det ikke. Tværtimod.
De vil da meget hellere have en afslappet og nærværende Bloggeknold.
https://www.bryllupsfotograf.se
At nyde de små ting i livet...
Så selvom fødselsdagsarrangementet ikke blev lige så stort og fint, som jeg oprindeligt havde forestillet mig, var det alligevel en skøn dag.
Overraskende nok føles det nemlig slet ikke som et nederlag, at jeg måtte slække på ambitionerne. Da min lille familie først sad som sild i en tønde ved bordet og Loppen glad kunne udpege "Murfar", "Sisanne", "Muster", "Oldemuar" og alle de andre, betød det ikke så meget, at der ikke var flag og lys i bagerens samlebåndsproducerede fødselsdagskage (og at den i øvrigt var frossen i midten), at lasagnen var lunken ved serveringen, eller at vinduerne skreg på at blive pudset.
Det var faktisk rart bare at lægge det fra sig, sige "whatever" og koncentrere sig om fødselsdagens vigtigste punkt: nemlig min lille pige, som nu er blevet en stooor pige på 2 år.
Hun fik for resten modellervoks, Duplo og en løbecykel i fødselsdagsgave, og det var en stor succes og timevis af sjov. Børn er indimellem så utroligt beskedne og kan finde fornøjelse i de mest anonyme ting.