Det var vist det
Med lidt trafikalt held kan jeg på sådan en ganske almindelig dag aflevere Loppen i dagplejen, køre i en time for at nå frem til min barslende søster, drikke en hulens masse kaffe, sludre til vi begge er hæse, nusse om Søsters skønne 10-måneders tvillingepiger, gå en tur i Søsters imponerende baghave - og til slut køre hjem igen for at samle Loppen op klokken 15.
Sådan var dagen i dag. I øvrigt en fantastisk dejlig dag.
Og den minder mig om, at jeg ser mine søskende alt for sjældent. For jeg er faktisk velsignet med hele tre af slagsen, og vi har delt alt lige fra mors mave til værelse, legetøj, sorger, glæder og hemmeligheder.
Nu er vi voksne. Vi er spredt for alle vinde og lever vores egne travle liv i vores egne små familier. Men jeg tænker ofte på mine søskende, og når vi så ses - ofte med måneders mellemrum - er det alligevel som om, at tiden har stået stille: For vi kender hinanden, som vi altid har været. Vi deler en masse minder, vi vil hinanden det bedste og vi har en fælles forståelse.
For vi er født til at være venner.
Tag nu for eksempel førnævnte Søster: Da jeg som ung, rebelsk og verdensfjern studerende brugte min tid på at drikke tequila, kæderyge røde cecil og opleve livet som journalist, præsenterede min kære (og væsentligt mere fornuftige) søster og bofælle mig en dag for en kontrakt med paragraffer og jurasprog. Kontrakten satte restriktioner op omkring min etikette som søsterlig bofælle, og krævede blandt andet, at jeg skulle gøre rent på ugentlig basis, samt skære ned på smøger, mandebekendtskaber og guldøl.
Velbekomme!
Mon Søster havde præsenteret mig for den kontrakt, hvis jeg ikke var hendes søster? Næppe. Men det er bare noget af det, vi kan. Det der med at slibe nogle kanter af, som kun søskende kan gøre det, og finde frem til en fælles forståelse på trods af vores forskelligheder.
PS: Tak til Facebook og E45. Uden jer ville kontakten med mine søskende formentlig være væsentligt forringet.