Jeg sagde det ville gå sådan ikke?
Indrømmet. Jeg er ikke den mest pernitne eller detaljefokuserede kvinde, når det kommer til oprydning og rengøring. Snarere har jeg altid haft et temmelig afslappet forhold til den slags - selvom (eller måske fordi) jeg voksede op med en mor, der støvsugede dagligt og aldrig lod opvasken stå.
I mine teenageår var mit værelse sådan cirka muldvarpenes himmerige, for man måtte grave sig frem mellem bunker af tøj, sko, tasker, puder, æsker, videobånd og Vi Unge-blade (Der var dog altid en strategisk placeret vej mellem sengen og tv'et).
Men da jeg blev mor, ændrede min holdning sig. Sådan nærmest fra den ene dag til den anden. Nu får jeg fnat af åbenlys rod. Jeg hader nullermænd, hader støv, og jeg kan slet ikke bære at leve i det. Jeg kan ikke. Det føles bare forkert nu.
Mit problem er dog, mine damer og herrer, at oprydning og rengøring ikke på magisk vis er blevet mere interessant, end det var, da jeg var teenager. Jeg synes stadig, det er dødens pølse. Måske er det fordi, det lugter lidt for meget af pligt. Og man bliver jo aldrig færdig - det skal gentages i det uendelige. Især nu hvor vi har et lille menneske i huset, som på få minutter kan sprede mere legetøj og køkkenskabsinventar på gulvet end en granateksplosion.
Loppen er eminent til at sprede legetøj, sofapuder og diverse køkkenredskaber over hele huset. At hun her prøver at feje sit roderi sammen er en så yderst sjælden event, at den måtte eviggøres på et foto.
Stirrende nullermænd og støvede rengøringsartikler
Derfor hænder det da også, at jeg i dagevis går rundt som katten om den varme grød og sender dræberblikke efter papirbunkerne på skrivebordet og støvet på hylderne. Uden at gøre noget ved det. Indimellem begynder nullermændene at stirre tilbage på mig, før jeg tager mig sammen til at finde Cillit Bang og støvekluden frem.
Er det ikke fjollet, at rengøring og oprydning - der jo skal og bør gøres, og som skaber orden og velduft - er forbundet med så stor modvilje og irritation? Det giver da ikke særligt meget mening.
Jeg kan ikke engang sende halvdelen af lorten videre til Olsen med god samvittighed. For han synes da, at det er rart, når hjemmet skinner (hvilket hans gaver også afspejler). Men med hans ADHD kan han ikke byde ret meget ind på den front, for ofte bliver han forvirret og går i stå allerede inden han får tændt støvsugeren.
Så det lader han bare være med.
(Til gengæld går han troligt ud med skraldet i regn, slud og blæst, og det er jeg evigt taknemmelig for).
Suk med suk på.
Nu vil du måske gerne høre indlæggets pointe? Der er faktisk ikke nogen. Ikke denne gang. Jeg beklager mig bare over husholdningens besværligheder til dig, kære læser, for blandt medlemmerne af min egen hybel er der ingen medlidenhed at få.
Tak fordi du læste med.
https://www.bryllupsfotograf.me
https://www.bryllupsfotografen.net
https://www.bryllupsfotograf.mobi
https://www.fotografkobenhavn.dk
https://www.bryllupsfotografkobenhavn.net
https://www.bryllupsfotografi.net
https://www.bryllupsfotografer.org